En spåkone forudså, at jeg ville møde en særlig ven på Bali. Vedkommende ville være 35 eller 36 år, arbejde som konsulent og bo et stykke fra mig, hvilket ville give rejseaktivitet for os senere. Vi ville blive dybe venner, studere og måske arbejde sammen. Yes yes, Miss Krystalkugle, tænke jeg vist bare.
Næste dag rejste jeg til Ubud. Tjekkede ind på et næsten tomt hotel. Meldte mig til min første klasse på Yogabarn. Jeg lagde min yogamåtte ved siden af en tom. Ind i lokalet kom en mand og satte sig på måtten, og det var vennekærlighed fra første øjekast. Vi vidste begge, vi skulle snakke efter klassen. Så uden at have sagt et ord til hinanden, satte vi os til morgenmad sammen efterfølgende. Han var 35, blev 36 to dage efter, arbejder som coach og konsulent i Tyskland og USA. Han hedder Gunnar som min kære far. Har det lidt skummelt med det og det navn, så jeg kalder ham G2. Han boede i øvrigt på det tomme hotel, hvor jeg også havde tjekket ind. Vi snakkede hele den dag og er ikke stoppet siden. Og nu er jeg så på besøg her i München, hvor vi stadig snakker. Giver hinanden dating råd. Studerer yoga. Planlægger et samarbejde. Og laver yoga. Og mad. Og passer os selv. Hver for sig og sammen. Jeg elsker, at G2 har den disciplin, jeg savner i mit eget liv. Så jeg lader mig inspirere i disse dage og følger trop, når han står op 5.45 for at meditere, inden morgenyoga og hüper øko bio dynamisches helsemorgenmad. Det giver SÅ meget værdi og energi til resten af dagen. Så. Mind mig lige op at holde rutinen, når jeg kommer hjem, yes?!

Share on Facebook