Den søde sanger har, hvad selvudviklingsverden er gået i selvsving over de seneste år; autentisitet.
Af dem, der anmelder ud fra, at en kunstner skal være eller lyde som Bob Dylan for at få over to stjerner, er Rasmus blevet kaldt meget, så som simpel banal røvballe. Og fred være med det, hver mand sin smag, sin dom. Faktum er, at Seebachen er præcis, som han synger, snakker og optræder – nemlig sig selv.  Og for filan, Dansken elsker drengen for det!
I sin autentisitet besidder han eftertragtede egenskaber, som yoga jo er elsket for at fremelske blandt udøvere, så som taknemmelighed, venlighed, åbenhed, ydmyghed og glæde. Det er ikke kun ren projektion fra min side, jeg har kendt ham i knap ti år, og noget af det eneste, der har ændret sig, er, at han har fået mere hår og mindre mave.
Som var han en yogi, lever han stadig fuldstændig efter sit hjerte – og han opfordrede da også publikum i Falkoner i går til at gøre det samme, da han spurgte om, der mon var nogen der ude, der nogensinde havde det sådan her (det var der var vist):

”Længe har jeg længtes,
Længtes efter en der kan tage mig væk,
Kom og tag mig væk fra alt det grå,
Kom og få mit hjerte til at slå.
Det er lige som jeg går i søvne,
Jeg står op og går på job,
Stirrer ind en skærm,
Jeg er her egentlig ikke,
Jeg er så fjern.”

Og ja. Det er ret simpelt. Og tak for det. Jeg blev mindet om living a life that matters.
Namasté.
Shanti, Om Om Om – eller jeg mener…
* SYNG UH UH UH…*

Share on Facebook