Loading ...
Uncategorized Forleden gav Pernille Melsted mig æren af at interviewe Debbie Ford. Det var sindssygt spændende at spørge ind til denne kloge kvindes livsfilosofier, og jeg glæder mig meget til at dele dem med jer i form af flere artikler i Femina-posten. Efter interviewet endte jeg med at blive inviteret med på weekendens Shadow Proces retreat – så nu tager jeg af sted og skyggebokser fra morgen til aften de næste tre dage. Hurra og længe leve mulighedernes magi!
Uncategorized Puuuh, er det bare mig, der har nået et kvalmestadie? Eller er der en sandhed i, at folk for tiden går amok med at kaste deres (i øvrigt sikkert velmenende) selvbestaltede sandheder i hovedet på andre i form af gajolæske banaliteter på Facebook, tåkrummende kærlighedskurser og kirkelige katastrofer?!!
Din sandhed er ikke min sandhed – og DET er en af mine sandheder. Men vis mig din sandhed, så viser jeg dig min. I den forbindelse vil jeg citere mit lidt-idol alle tiders journalist Poul Friis, der for et par uger siden i Guds egen (i øvrigt fremragende) avis, Kristeligt Dagblad, sagde følgende:
– Man tager altid udgangspunkt i sig selv, når man skal forstå resten af verden. Og det er det udgangspunkt, der er værd at diskutere. For når du kigger ud på resten af verden, afhænger dit syn af de briller, du bærer. Den store verden er jo heller ikke en objektiv størrelse. Den bliver opfattet vidt forskelligt, afhængig af om man ser den fra Bangladesh eller Svaneke. Men da det er den samme verden, er det meget vigtigt, at man bearbejder det, man ser.
Kan man på den måde tale om, at dannelse er de briller, man ser verden med?
– Ja, de briller har en masse med dannelse at gøre. Men dannelse handler ikke kun om at se verden klart gennem oplysning. For jeg tror faktisk ikke på, at den objektive sandhed om verden findes. Jeg tror til gengæld, at der er en sandhed i, at det gælder om at forstå, hvordan andre mennesker ser verden. Og jo flere mennesker man kan høre og forstå, desto bedre kan man forstå sig selv. Fordi man på den måde bliver tolerant nok til at forstå, at en sag ikke blot kan ses fra to sider, men fra seks milliarder forskellige sider. Den endelige sandhed eksisterer ikke, men hvis du ender med at kunne forstå, at hver person i denne verden har sin udgave af sandheden, er du måske tættere på svaret på det hele, end hvis du besidder en ideologisk skråsikkerhed.
Du bør næsten læse hele artiklen - fordi, der er nogle skønne syn på sandheder her.
Uncategorized Har seriøst brug for noget yoganarko eller andet opløftende til at hjælpe mig gennem mine sidste 11 Bikram klasse. Jeg har mistet gejsten et sted mellem svedige måtter og gentagne øvelser. Og det er dumt, for det er nu, jeg virkelig kan begynde at mærke, at det batter. Jeg kan gå dybere og dybere i stillingerne, jeg har det rigtig godt fysisk, jeg mærker mine muskler, men jeg mærker ikke længere motivationen. Hvordan finder jeg den igen?
Uncategorized Uncategorized “It’s a new day, it’s a new body” åbnede Molly klassen med i dag. Hos mig var det en meget stiv body. Jeg var nemlig til Bikram … trommelhvirvel.. i morges kl. 6.30 (!). Min rygsøjle og mine haser føltes 37 år ældre end sidste klasse, fordi jeg var early bird. Men fuck det, det føltes SÅ sejt for en syvsover som mig at have selvdiscilpinen til at stå op så tidligt og møde på måtten inden arbejde. Glæder mig til at se hvordan det fortsætter med at holde mig selv i hanke om 13 gange, når jeg har gennemført min udfordring. Jeg er allerede stolt.
Snup en festlig fredag derude.
Uncategorized 
Til Femina i morgen jeg har interviewet tre spændende kvinder, der har droppet deres oprindelige karriere for at gøre deres passion for sundhed og selvudvikling til deres levevej. Og de gør det sgu godt damerne! Mød blandt andre yogalærer Nanna Wagner i Femina, der udkommer 10. maj.
Uncategorized “Øhmm, er der så’n mange der gør det her i BADETØJ?!!!”.
Jeg har lokket min veninde med til Bikram, og hun blinker en ekstra gang, da vi træder ind i receptionen, hvor folk står klar til klasse. I tangatrusser og stroptoppe. Ja jeg har vænnet mig til flashet kødshow, så det er fantastisk at (gen)opleve det her gennem venindes friske nybegyndende øjne.
Min klasse bliver også som en nybegynders. Min balance er decideret ude af balance. Jeg er wobly som efter en nat i Nyhavn på Hong Kong. Først bliver jeg irriteret på mig selv. Skudt tilbage til første dag. Og så indser jeg, at jeg må sige tak og til at lære det:
Når jeg stresser uden for måtten og er ved at miste min grounding, så afslører yogaen det. Og smasker det op i mit svedige fjæs.
Min veninde har fået smasket lugten af sure tæer og nøgen hud og behårede fødder med hår hud op i sit fjæs. Hun føler ikke stor trang til at vende tilbage.
Det gør jeg. På ny.
Uncategorized The more you know, the less you know. Sådan havde jeg det under denne bikram-klasse. Underviserne kender mig efterhånden, og de går til mig. Når jeg bedst selv synes jeg har styr på the bikram shit og hænger ud i en stilling, er de der! Jeg tror, de har læst den gamle grammatikbog ‘Fejlstøvsugeren’ og har ladet sig inspirere til at holde mig inde i et konstant udviklingsloop. Således fik jeg i dag at vide, at mine albuer er for lavt nede i en vejrtrækningsøvelse, mine hæle skal røre hinanden liiidt mere i Salambasana og min overkrop skal længere ned i Natarajasana.
Meget kan man sige, men jeg keder mig ikke. Jeg bliver irriteret over at blive irettesat, men frydes over den fysiske udvikling, jeg trods alt opnår klasse for klasse.
Uncategorized For 67 år siden var euforien oversvømmende i gaderne. Det har min farfar fortalt historier om. Min far var en knægt, men kan stadig huske det. Befrielsen var kommet. Det markerer vi i min familie hvert år ved at tage i Mindelunden sammen med en masse andre mennesker, der har frihedsidealet kært og anerkender alle dem, der kæmpede for deres tro og døde, så andre kunne leve. En af dem var min fars morbror og igen i går lagde vi blomster ved hans mindesten. Da jeg kom hjem i går tænkte jeg på ham, morbroren Erik Bondo Svane, og aftenens taler i Mindelunden Peter Wivels ord kørte rundt i mit hoved og efterlod mig med et rungende spørgsmål – hvad kæmper du egentlig for?
Fra min fars mest støvede reol hapsede jeg på et tidspunkt en bog, der hedder De Sidste Timer, der er afskedsbreve fra de henrettede danske patrioter under Anden Verdenskrig. Den er altid god at kigge, når man vil mindes om, hvor godt man har det, hvordan der egentlig ikke er noget at frygte, hvis man følger sit hjerte og mest af alt, hvis man trænger til at blive mindet om, at kærlighed utvivlsomt er det største i dette liv.
